I Solstien understøtter vi samspil og tilknytning mellem børn og det pædagogiske personaleved, at vi voksne yder omsorg og tryghed. Det gør vi ved f.eks. at give børnene en god indkøring, når de starter hos os. Vi giver barnet og forældrene en tryg start i vuggestuen og børnehaven ved, at det i starten er den samme voksen, der tager sig af barnets indkøring og skaber den primære tilknytning til barnet. Vi haren tæt og løbende dialog med forældrene og fortæller om barnets hverdag løbende, så forældrene også føler sig trygge ved at aflevere deres barn til os.
Vi støtter børnene i at udtrykke deres følelser og øve sig i at håndtere konflikter hensigtsmæssigt med hjælp fra en voksen. For os er det vigtigt, at børnene lærersig selv at kende samt, at de udviklerforståelse for det sociale samspil, som foregår i samværet med andre og at vi ruster vores børn til at kunne håndterekonfliktsituationer, der kan opstå imellem børn. Vi trøster børnene ved at kramme dem, tage dem op på skødet, give dem deres yndlingsbamse og sut, og ved at aflede deres opmærksomhed. Vi arbejder med afledning, da vi ved, at børn har umodne hjerner, og at det er vores opgave at hjælpe børnene i f.eks. konfliktsituationer med at øve sig på at vælge en mere hensigtsmæssig adfærd, når følelserne tager over. Vi ved, at der skal rigtig mange gentagelser til før barnet husker det og vi ved, at barnets selvværd vokser, hvis vi undgår irettesættelser, men i stedet for afleder barnet opmærksomhed og roser barnet.
Vi arbejder ud fra en anerkendende pædagogik, hvor barnets egen oplevelse af situationen bliver lyttet til og respekteret og samtidig prøver vi på at hjælpe børnene til at prøve at forstå den andens perspektiv. Dette gør vi for at udvikle empati hos børnene, så børnene udvikler forståelse for, at man kan se den samme situation forskelligt, fordi vi erfarer verden på forskellig vis ud fra vores eget perspektiv.
Vi arbejder ud fra ‘zonen for nærmeste udvikling’. Det vil sige, at vi ikke sætterfor lave eller for høje forventninger til børnene, men arbejder med at udfordre børnene ud fra deres niveau. Vi styrker børnenes selvtillid ved at udfordre børnene, så de lærer nye ting om sig selv og deres egne evner. Dette gør vi ved at hjælpe dem med at turde lidt mere end de kan lige her og nu. Som voksne står vi i nærheden af barnet og støtter det, når vi observerer, at barnet har brug for hjælp. Eksempelvis kunne det være, hvis et barn skal lære at kunne sige fra over for et andet barn i konfliktsituationer eller hvis et barn vil prøve rutsjebanen, men mangler en støttende hånd til at komme op.
En anden måde, vi tilpasser vores forventninger på til børnene, er ved ikke at lade børnene vente i alt for lang tid ad gangen i vores rutiner i dagligdagen, fordi vi ved, at børns hjerner ikke er udviklet nok til, at de kan vente i længere tid ad gangen. I praksis betyder det f.eks., at vi først sætter børnene op til bordet, når maden er kommet ind på stuen eller at vi lader børn gå til og fra ved voksenstyrede aktiviteter, hvis de eksempelvis ikke er interesseret mere eller har svært ved at sidde stille og fordybe sig i længere tid ad gangen.
Praksiseksempel, som illustrerer vores pædagogiske refleksioner med læreplanstemaet alsidig personlig udvikling
Vi er ude på legepladsen. Anna går over til sandkassen og tager to skovle. Så kommer Elsa og hun er meget interesseret i Annas skovle. Elsa tager fat i skovlene og vrider dem ud af hænderne på Anna. Anna kaster sig baglæns på numsen i sandkassen i frustration og græder. Pædagogen ser situationen og hjælper pigerne. Pædagogen henvender sig til Elsa og siger: “det var Anna, der legede med skovlene. Kan du give dem tilbage?” Elsa vil ikke give dem tilbage, så pædagogen tager skovlene, mens hun siger: ‘jeg hjælper dig med at aflevere dem tilbage, så finder vi nogle andre til dig”. Pædagogen prøver på at hjælpe Anna op for at give hende skovlene tilbage, men Anna har svært ved at komme ud af sin frustration. Hun kaster sig igen baglæns i sandet, mens hun græder. Pædagogen prøver at trøste hende ved at tage hende op til sig og siger: “Ja, du blev ked af det og sur. Det er okay. Jeg hjælper dig”. Pædagogen bliver siddende med Anna indtil Anna stille og roligt kommer til sig selv og bliver glad igen og leger videre.